G. A. Hagemanns Kollegium

Velkommen til GAHK

Har du lyst til at bo sammen med studerende fra mange forskellige uddannelser på et traditionsrigt kollegium med fællesspisning, sports- og kulturarrangementer, hverdagshygge og gode fester? Har du lyst til at bo i smukke rammer i hjertet af København? Så burde du bo sammen med os.

G. A. Hagemanns Kollegium er et af de ældste kollegier i København og huser 61 alumner indskrevet på vidt forskellige studier og opvokset i alle afkroge af landet. Siden 1908 har alumnerne inden for de gamle mure levet en tilværelse med højt til loftet, gensidig respekt og en vilje til at bidrage med 110 procent til et enestående fællesskab.

Kollegiet er opkaldt efter grundlæggeren Gustav Adolph Hagemann og er mere end bare et sted at bo. Det unikke fællesskab, der opstår når så mange engagerede studerende bor sammen, skal der værnes om. Alle alumner bidrager til at stedets ånd holdes i live og at de flotte rammer på Kristianiagade kan stå så flotte som de stadig gør i dag.