G. A. Hagemanns Kollegium

Skovturen 2014 8. Jun 2014

Den 16. maj blev alumnerne vækket kl. 8.00 og blev i spisesalen mødt af et veldækket morgenbord. Alt dette til ære for kollegiets grundlægger, Gustav Adolf Hagemanns fødselsdag. Traditionen tro hiver alumnerne hvert år på Hagemanns fødselsdag en dag ud af kalenderen, iklæder sig de flotteste hatte klædeskabet kan præstere, for i fællesskab at dedikere dagen til fejring af Hagemann. Efter fødselsdagssang og morgenmad begav kollegiets alumner sig i højt humør mod Nordisk Kollegium (NOKO). Et flag med skriften ”NOKO elsker GAHK” blev hejst – beboerne på NOKO kvitterede med vandballoner i massevis til morskab for alle forbipasserende. Dernæst forlod alumnerne NOKO og forsatte videre i bus til Vestre Kirkegaard, hvor G.A. Hagemann ligger begravet. Her blev Hagemann æret ved både tale og sang i det flotteste forårsvejr. Et par timer senere befandt alumnerne sig i kanoer på Bagsværd Sø. Her blev det gode vejr nydt på bølgen blå. Dagen blev afsluttet med mad over bål, og da mørket begyndte at falde på vendte alle alumnerne i samlet flok trætte og glade hjem til kollegiet sent om aftenen. Her kunne alle glæde sig over endnu en vellykket skovtur – vi glæder os allerede til næste år.