G. A. Hagemanns Kollegium

Værelser

Kollegiet har 61 værelser fordelt på fem sale. De fleste af værelserne er mellem 13,5 og 18 kvadratmeter. Værelserne er velholdte, charmerende, og har huset studerende i over 100 år. Alle værelser har tøjskabe, egen håndvask og talrige deltajer.

Pt. er huslejen på G. A. Hagemanns Kollegium 5.210 kr. pr. måned inkl. varme, vand og fuld madordning. Huslejen er ens for alle, da det er muligt at flytte internt. Hver gang en alumne fraflytter kollegiet, medfører det en kaskadelignende reaktion af omflytninger. Det er ikke ualmindeligt, at en alumne flytter værelse 3-4 gange i løbet af sin tid på kollegiet hvilket skyldes, at mange synes det er sjovt at prøve at bo forskellige steder eller foretrækker at bo enten højt på fjerde, eller i gadeniveau i stuen.

 

Stueetagens værelser er præget af højt til loftet og detaljer, som peger tilbage på husets lange historie.

 

Første sal kaldes "Historiens sal" da væggene her prydes af billeder og klenodier, der hylder 100 års kollegieliv på stedet. De midterste fem værelser ud mod gaden har en lille altan bag facadens balustrade indrammet af de doriske søjler. Det midterste værelse er flagmesterens, som er ansvarlig for at hejse flaget ved specielle lejligheder som f.eks. ved alumners fødselsdage.

 

Anden og tredje sal huser rumlige værelser samt unikke tekøkkener, der byder på uendelig selskabelighed.

 

På fjerde sal er flere af værelserne indrettet med hyggelige hemse, og i enderne af salen findes to store atelierværelser på 35 kvadratmeter.